Post by Admin on Nov 1, 2014 18:07:35 GMT 1
Historie:
Det oprindelige dværgerige, som Antumbra udspringer fra.
Dværgene i Durmhald har altid været meget private og værdsætter deres enorme underjordiske og velbeskyttede rige i en grad, der gør at de sjældent ses i sollys.
Man blander sig yderst tøvende i andres affærer og konflikter og forventer at andre blander sig udenom deres.
De er fuldstændig selvforsynende, da de både holder kreaturer, dyrker salat og krydderier og henter drikkevand i underjordiske elve.
Herudover besidder de enorm viden indenfor håndværk som stenhuggeri, smedearbejde, smykkekreering, brygning, samt hule-udforskning.
Militært er Durmhald imponerende. Deres endeløse rækker af tungt rustede, og defensivt orienterede, Bauta-krigere har formået at tage modet fra langt de fleste misundelige og invasive naboer.
Riget har altid haft en streng hierarkisk opbygget autoritet, centreret omkring en konge og hans vismænd, som udgøres af udvalgte repræsentanter fra de mest prominente og oprindelige klaner.
For ca. 240 år siden, anmodede en delegation af dværge fra Hammel-klanen den regerende konge om tilladelse til at udnytte handelsmuligheder med nærtliggende bosættelser. Deri lå også et implicit ønske om at stifte større bekendtskab med andre kulturer, udenfor Durmhald. Dette afviste kongen blankt og påbød klanen at skrinlægge tankerne fuldstændigt.
Men drømmen døde ikke med afslaget. Ej heller ved den næste, og mere opildnede anmodning, to år senere. Her opstod grimt mundhuggeri mellem kongen og adskillige personer fra delegationen, hvilket resulterede i at klanen fik pålagt restriktioner på deres håndværksmæssige udfoldelser, samt forringet indflydelse indenfor samfundspolitikken. Kongen ønskede dog ikke at forhindre folk i at forlade riget, såfremt de ikke ønskede at følge reglerne. Derfor fik alle, der ønskede det, frit lejde ud af Durmhald.
Kun forholdsvis få fra Hammel-klanen, ønskede at leve resten af deres dage i Durmhald efter dén episode. Enten fordi de var for gamle til at kunne overleve et nyt sted (ej heller rejsen dertil), eller på grund af en bydende og uimodståelig skelen til velkendte og trygge rammer. Dog var der, til stor overraskelse for langt de fleste, adskillige repræsentanter fra mange andre klaner, som valgte at følge den utilfredse Hammel-klan.
Dermed forlod ca. 200 dværge Durmhald, i et følge af tungt lastede vogne og trækdyr, i en søgen efter nye horisonter og markeder.
Missionen bragte dem sydpå, og med opdagelsen af et stort grottesystem i bjergene nord for Vedlandet, blev Antumbras første sten hugget.
Det oprindelige dværgerige, som Antumbra udspringer fra.
Dværgene i Durmhald har altid været meget private og værdsætter deres enorme underjordiske og velbeskyttede rige i en grad, der gør at de sjældent ses i sollys.
Man blander sig yderst tøvende i andres affærer og konflikter og forventer at andre blander sig udenom deres.
De er fuldstændig selvforsynende, da de både holder kreaturer, dyrker salat og krydderier og henter drikkevand i underjordiske elve.
Herudover besidder de enorm viden indenfor håndværk som stenhuggeri, smedearbejde, smykkekreering, brygning, samt hule-udforskning.
Militært er Durmhald imponerende. Deres endeløse rækker af tungt rustede, og defensivt orienterede, Bauta-krigere har formået at tage modet fra langt de fleste misundelige og invasive naboer.
Riget har altid haft en streng hierarkisk opbygget autoritet, centreret omkring en konge og hans vismænd, som udgøres af udvalgte repræsentanter fra de mest prominente og oprindelige klaner.
For ca. 240 år siden, anmodede en delegation af dværge fra Hammel-klanen den regerende konge om tilladelse til at udnytte handelsmuligheder med nærtliggende bosættelser. Deri lå også et implicit ønske om at stifte større bekendtskab med andre kulturer, udenfor Durmhald. Dette afviste kongen blankt og påbød klanen at skrinlægge tankerne fuldstændigt.
Men drømmen døde ikke med afslaget. Ej heller ved den næste, og mere opildnede anmodning, to år senere. Her opstod grimt mundhuggeri mellem kongen og adskillige personer fra delegationen, hvilket resulterede i at klanen fik pålagt restriktioner på deres håndværksmæssige udfoldelser, samt forringet indflydelse indenfor samfundspolitikken. Kongen ønskede dog ikke at forhindre folk i at forlade riget, såfremt de ikke ønskede at følge reglerne. Derfor fik alle, der ønskede det, frit lejde ud af Durmhald.
Kun forholdsvis få fra Hammel-klanen, ønskede at leve resten af deres dage i Durmhald efter dén episode. Enten fordi de var for gamle til at kunne overleve et nyt sted (ej heller rejsen dertil), eller på grund af en bydende og uimodståelig skelen til velkendte og trygge rammer. Dog var der, til stor overraskelse for langt de fleste, adskillige repræsentanter fra mange andre klaner, som valgte at følge den utilfredse Hammel-klan.
Dermed forlod ca. 200 dværge Durmhald, i et følge af tungt lastede vogne og trækdyr, i en søgen efter nye horisonter og markeder.
Missionen bragte dem sydpå, og med opdagelsen af et stort grottesystem i bjergene nord for Vedlandet, blev Antumbras første sten hugget.